Søvnpolitik

Søvnpolitik i Sydmors Børnehus


Kære forældre

I Sydmors Børnehus har vi valgt at lave en søvnpolitik, fordi søvn er en vigtig og afgørende faktor i det lille barns liv og i Sydmors Børnehus er vi opmærksomme på, hvor stor en betydning søvn har for det lille barns udvikling.

Vi lægger vægt på et godt samarbejde omkring søvn, forældre-personale imellem, så dit barn får den bedste tid i Børnehuset.

Denne søvnpolitik er udarbejdet ud fra læge og søvn ekspert Vibeke Manniches søvn teorier, da hendes forskning og analyser ligger tæt op af vores erfaringer og holdninger til søvn.

I Sydmors Børnehus kan dit barn sove som det har behov for, både hvis barnet har behov for en formiddags/eftermiddags lur eller en lur midt på dagen. Dit barn kan sove i en krybbe, en barnevogn eller på en madras, dette aftales med barnets kontakt pædagog.

De fleste børn i Sydmors Børnehus sover fra kl. ca. 12 og til de vågner af dem selv. For nogen vil det være nok at sove 1½ time mens andre har brug for at sove tre timer, børn sover det de har brug for og vi vækker ikke børnene i Børnehuset.

Søvns vigtighed


Søvns betydning

Børn sover det de har behov for og det er vigtigt, at de ikke bliver afbrudt i deres søvn. Når børn sover bliver deres immunforsvar styrket, deres væksthormoner udvikles, barnets intelligens udvikles, når hjernen har ro til at bearbejde dagens indtryk, som lagres og humør og ydeevne påvirkes. Søvnmangel stresser kroppen, så den danner flere stresshormoner. Et udhvilet barn leger og lærer bedre end et træt og udkørt barn.

De voksne omkring barnet, skal sammen være medvirkende til, at give barnet mulighed for hensigtsmæssige søvnvaner. Derfor er det vigtigt, at barnet får den søvn, det har brug for. Det vil sige, at vi ikke kan forkorte børns søvnperiode om dagen, for at få dem til at sove mere om natten, da det ødelægger barnets indre ur. De fleste børn har et sundt indre ur, hvis de får lov til det. Dvs man kan ikke ”spare sammen” til en bedre søvn for det lille barn. Jo mere det sover, des bedre sover det, altså jo bedre børn sover om dagen, jo bedre sover de om natten.

 

Gode råd

  • Der skal være mørkt i det rum som barnet sover i om natten.
  • Faste putteritualer, det giver tryghed og genkendelighed.
  • Put barnet når barnet er træt, inden det bliver overtræt.
  • Put barnet imellem kl. 18.30-19.30.
  • Gør putteritualet hyggeligt, men brug max 10 min. på at læse/kigge bog, synge eller andet.

Middagsluren giver god nattesøvn

Følgende står i bogen: Børns søvn – din lille sovetryne af Vibeke Manniche, kapitel 2 – søvnbehov side 21.

”Det er en udbredt myte og misforståelse, at middagsluren ødelægger nattesøvnen. Tværtom er den ofte forudsætningen for en god nattesøvn. Får barnet ikke sin middagslur, bliver det i løbet af eftermiddagen tiltagende overtræt, og når det skal lægges om aften, er det overtræt og utidigt. Niveauet af stresshormonet, kortisol, falder normalt i løbet af natten, mens det stiger fra morgenstunden. Men er barnet overtræt og stresset, stiger niveauet ved aftenstid, og det betyder, at barnet har endnu sværere ved at falde i søvn.”

Ud fra en hjernemæssig vinkel kan man sige at søvn er livsnødvendigt for os alle og små børn kan ikke sove for meget, men de kan afgjort sove for lidt.

Meget tyder altså på, at en god middagslur, hvor barnet sover den tid, det har brug for, er med til at fremme nattesøvnen, såfremt luren tilpasses barnets alder. Det betyder, at børn over 1 år typisk kan nøjes med en middagslur og hvis luren ikke strækker sig alt for langt efter kl. 15 går det ikke ud over barnets natte søvn.

Vi ved at gode søvnvaner grundlægges i barndommen, at søvnen er en vigtig forudsætning for en god udvikling både fysisk og psykisk og at dårlige søvnvaner, der opstår i barndommen, kan følge en gennem hele livet, derfor tager vi søvnen meget alvorlig i Sydmors Børnehus.

Du er altid velkommen til, at låne bogen ”Børns søvn – din lille sovetryne” af Vibeke Manniche i Sydmors Børnehus.

Har du spørgsmål, du ønsker drøftet eller få uddybet omkring søvn, er du altid velkommen til at få en snak med en af personalet i Sydmors Børnehus.

Søvn i hverdagen


Friske og veludhvilede børn har større overskud til hverdagen. Derfor har vi i Sydmors Børnehus fokus på børns søvn, der kan sidestilles med mad, drikke og fysisk kontakt.

Ved uafbrudt søvn fremmes, barnets udvikling, trivsel og sundhed. Hjernen bearbejder og systematiser det lærte og oplevede. Ligeledes sænker stressniveauet sig under søvn og immunforsvaret styrkes.

Småbørnsgruppen

Et barn på 6-12 mdr. har behov for 14-15 timers søvn i døgnet. Et barn på 1-3 år har behov for 12-14 timers søvn i døgnet. Heraf de 2-3 timer i daginstitutionen. Barnet skal have ro og tid til at nå igennem de 3 søvnfaser: let søvn, dyb søvn og drømmesøvn. At vække et barn, der sover middagslur, kan lægge grunden til et usundt søvnmønster. En god middagssøvn, hvor barnet vågner af sig selv, frisk og veludhvilet, giver en bedre nattesøvn. Derfor har vi i Sydmors Børnehus valgt ikke at forstyrre børnene i deres søvn. De får lov til at sove til de vågner af sig selv.

Børnehaven

Et barn på 3-6 år har behov for 10-12 timers søvn i døgnet. I Børnehaven kan barnet sove middagssøvn, hvis det har behov for det. De sover inde på madrasser, der sidder en voksen hos dem den første halve time. De børn, der ikke sover herefter bliver taget op og med ud på legepladsen.

Søvnhygiejne:

Vi lægger vægt på at skabe tryghed og ro i forbindelse med børnenes søvn. Vi respekterer børnenes sovevaner med sutter, sovedyr m.m. Børnene i Småbørnsgruppen bliver puttet efter behov. De yngste sover ofte 2 gange om dagen, og de større sover typisk en gang midt på dagen. Vi har barnevogne, krybber, madrasser og seler til hvert enkelt barn. Dyne, Pude og sengelinned skal I selv medbringe. Barnet har sit eget sted at sove. Der er babyalarm, hvor børnene sover og vi tilser de sovende børn.

De børn fra Børnehaven, som har behov for middagssøvn, sover efter frokosten. Børnene har deres egen madras og I medbringer dyne, pude og sengelinned. Der er babyalarm og vi tilser de sovende børn.

Læreplaner


Læs mere